Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her. Hvordan jeg skal skrive
det. Tårene løber maraton ned af mine kinder. Det har de gjort siden i
går aftes. Det er ubehageligt. Det føles helt forkert at have det sådan
her. Det er virkelig hårdt at skrive det her (hulke pause). Well.. here
it comes. L har været mig utro. Løget for mig. Bedraget mig.
Det har kørt – undskyld mit sprog – af lort siden jeg kom hjem fra
interrail 4. august. Jeg har været ude og rejse en måned. Én enkelt
måned. Da jeg kom hjem kunne jeg med det samme mærke, at der var noget
galt. L var ikke den samme overfor mig. Jeg holdte dog stand og ventede
på, at han kom til mig og fortalte hvad der var galt. Inderst inde
vidste jeg det jo godt og det gjorde mig bange. Jeg fornægtede det. Jeg
prøvede at overbevise mig selv om, at det blot var en forkert følelse
jeg havde og fik det vendt til følelsen af dårlig samvittighed over at
anklage sin kæreste for noget så utilgiveligt. En måned efter min
hjemkomst kunne jeg ikke holde det længere. Jeg måtte have et svar. Jeg
kunne ikke længere leve i uvished. Jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg
kunne ikke spise, ikke grine, ikke tænke. Jeg kunne ingenting andet end
at tænke “hvorfor?”.
Jeg gik L på klingen. Satte ham ned på vores vintage sofa, kiggede
ham dybt i øjnene og spurgte ham, om der var noget han ville fortælle
mig. Han kiggede mig i øjnene og svarede “Nej, hvad skulle det dog
være?”. Jeg spurgte ham igen og igen og igen. Jeg kunne se han løj. Han
svarede nej…
Jeg blev desperat. Jeg kom ud af kontrol. Jeg kunne ikke styre mig
selv. Jeg hackede hans iphone. Genskabte alt hvad der nogensinde havde
ligget på den af sendte og modtagede beskeder. Jeg ved godt at det var
mega dårlig stil. Jeg er bestemt ikke stolt af det. Jeg blev grebet af
panik. Jeg spurgte ham igen – “Er der noget du vil fortælle mig?”. Han
svarede.. nej.
Jeg åbnede en tilfældig sms på den lange liste af sendte beskeder.
Der stod: “Jeg vil have din krop, alt af den”. Jeg vidste at den besked
ikke var sendt til mig. Ikke tiltænkt til mig. Ikke beregnet til at jeg
skulle læse den. L blev helt stille. Vidste ikke hvor han skulle kigge
hen. Han begyndte at snakke. Fortælle det fra en ende af. Jeg sad som
forstenet. Utro. To gange. Med to forskellige piger (!). Mens jeg var på
interrail. Jeg gentog det for mig selv 100 gange inde i hovedet. Jeg
kunne ikke sige noget. Ikke græde. Ikke grine. Jeg stirrede bare ud i
luften og sådan blev jeg siddende. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der
eller hvad jeg tænkte. Min verden gik i stå. Alting stoppede og det
føltes som om at alt livet blev hevet ud af min krop. Jeg kunne ikke
trække vejret. Mit hjerte sprang utallige slag over. Jeg følte mig
såret. Dybt såret. Så dybt at det ikke kan beskrives. Tænk at han kunne
gøre sådan noget imod mig. Jeg gik i seng. Lagde mig og stirrede ind i
væggen hele natten. Jeg sov ikke et enkelt minut. Lå bare og kiggede og
tænke.. ingenting.
L tog på arbejde i morges. Jeg har ligget i sengen hele dagen og
kigget. Tankerne begynder så småt at strømme ind. Jeg er såret. Jeg er
vred. Jeg er fucking ked af det.
Efter 4 års forhold, en fælles lejlighed og det liv, som vi begge har
drømt om.. og så kan han ikke engang være ærlig overfor mig. Så kan han
sidde og kigge mig i øjnene og lyve mig lige op i mit åbne ansigt. Der
er jo noget helt galt ikke?
Jeg havde i bund og grund forberedt mig en måned på at få det at vide
af ham. Jeg vidste jo godt hvad han havde lavet. I mit hjerte havde jeg
nok hele tiden følt, at vi nok skulle klare den. Selvfølgelig skulle vi
klare den – vores forhold er jo noget helt specielt og stærkt. Jeg var
så sikker på at jeg kunne tilgive ham og jeg var klar på at arbejde på
vores forhold. Lige indtil den kom. Løgnen. Den fløj igennem stuen som
en missil og ramte mig lige i mellemgulvet som en kæmpe mavepuster. Den
var jeg ikke forberedt på. Måske var jeg naiv. Jeg havde forberedt
alting. Hvad jeg skulle sige, når han gik til bekendelse. Hvordan vi
kunne arbejde med at bygge tilliden op igen osv. Alting var jeg
forberedt på. Bare ikke løgnen. Siden jeg mødte løgnen for første gang i
vores forhold i går aftes, har jeg befundet mig i en lbanding af en
fjern galaxe og helvede. Som et konstant mararidt, der bare ikke vil
stoppe. Jeg kan ikke tro det. Jeg kan ikke tro at det skulle ske for
mig. At jeg skulle føle sådan her.
Jeg har de seneste timer grædt mere, end jeg har gjort hele mit liv
til sammen. Jeg vil hellere gennemgå alle nederlag og ulykkelige tider,
som jeg har haft i mit liv igen, end at opleve det her. Tanken om at
skulle gennemgå det her er uudholdelig. Det gør inderligt ondt.
Jeg kan ikke holde ud at trække vejret. Jeg kan ikke holde ud at
eksistere. Jeg kan ikke holde tanken om ham, sammen med en anden pige
ud. Tænk at han kunne gøre det. Tænk at han kunne lyve for mig. Jeg
kigger rundt på vores fælles ting. Alle de minder. Jeg kan ikke holde ud
at være her. Jeg går en tur, men blot for at finde ud af, at det er min
egen krop, som jeg ikke kan holde ud at være i. Jeg har aldrig haft det
sådan her før. Jeg har kærestesorger. Tænk at jeg skulle sige det.
Det er en kæmpe grænse jeg overskrider ved at skrive det her. jeg
blotter mine mest personlige og inderste tanker for jer. Men det er
nødvendigt. Jeg må dele det med nogen, som ikke med det samme forsøger
at give mig råd. Jeg skal have lettet mit hjerte. Jeg vil ikke snakke
med nogen. Jeg vil bare være i fred. LEAVE ME ALONE! Jeg hvisker – red mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar