Still broken.

Jeg er stadig knust. Jeg kan ikke holde ud at tænke. Jeg har lyst til at lukke alting ned og bare gemme mig her under dynen. Hver gang jeg åbner øjnene er der minder og følelser over alt der springer ind i hovedet på mig. Jeg kan ikke høre musik, for uanset hvad jeg sætter på, så tænker jeg på L. Al musik forbinder jeg med ham. Vi har kysset til det hele, puttet til det hele, haft fantastiske stunder til det hele. Jeg kan ikke holde ud at gå rndt i vores lejlighed. På den anden side kan jeg heller ikke holde ud at forlade den og begive mig ud i den virkelige verden. For der er også fyldt med minder og følelser. Vores gade. Vores træer. Vores Superbest. Vores steder. Alt sammen noget vi sammen har bygget op sammen. Jeg kan ikke gå nogen steder hen uden at være helt igennem ulykkelig. Minderne og følelserne. Jeg kan ikke rumme dem.

Hvordan kunne han gøre det? Han har smidt vores fælles guld på gulvet. Trampet på det og smidt det ud. Hvordan kan han gøre det? Guldet. Mig – OS! Mig og ham, ham og mig. Jeg ville ønske at det ikke var sket. At jeg bare kunne give ham et kys og aldrig give slip på ham. Bare glemme det hele og være sammen med ham. Men det kan jeg ikke. Han har såret mig dybt.

Jeg kan ikke beskrive hvordan jeg har det. Jeg fryser hele tiden. Jeg har kvalme hele tiden. Jeg kan ikke sove. Jeg falder i søvn af ren udmattelse af at græde. Søvnen er kun for få timer, før jeg igen vågner op og kommer i tanke om, hvad der er sket. Jeg græder hver eneste vågne time jeg har. Jeg tænker ikke længere over det. Tårene triller bare, som var det stille forårsregn ned af mine kinder. Jeg kan ikke stoppe det. Jeg føler mig utilpas i min egen krop. Jeg væmmes ved min egen krop.

Jeg elsker L, mere end jeg nogensinde har elsket en anden. Han er min første kæreste. Min første kærlighed. Jeg ligger og kigger rundt på vores fælles lejlighed. Det var vores drøm for et år siden. Vi har været så meget igennem sammen og vi har klaret det hele til UG. Vi har aldrig haft problemer.
Minderne æder mig op indefra som parasitter. Mine muskler kramper. Jeg har en ustoppelig hovedpine. Jeg har ikke spist i 3 dage. Min krop er afkræftet og jeg føler mig svag. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg skulle have været til forelæsning i dag. Det kan jeg ikke. Debbie er på vej. Hun tager hele vejen fra Århus til København. Hun er den eneste jeg har lyst til at snakke med. Hun har kendt mig længe.

Jeg har de sidste par dage forsøgt at glemme. Glemme hvor magisk og unikt vores forhold var. Hvor godt vi havde det sammen. Men det kan jeg ikke. L forsøger at løse problemerne. Snakke med mig og overbevise mig om at vi skal forsætte. Jeg kan ikke høre hvad han siger. Jeg ser hans læber bevæge sig, men jeg forstår ikke hvad han siger. Han snakker et sprog, jeg ikke forstår. Når han sidder der, ser jeg det menneske, som jeg holder aller mest af, glide langsomt ud af mit liv. Ud over mit livs kant. Han rækker ud efter mine hænder, for ikke at falde. Min jeg hjælper ham ikke. Jeg lader ham styrte ned i afgrunden uden overhoved at kigge efter ham. Jeg mister ham. Jeg giver slip på ham. Jeg giver slip på mine håb og drømme for fremtiden, vores lejlighed, vores liv sammen. Det hele. Det er væk.

Jeg har det som om jeg er i en rutchebane. Min følelser skifter konstant. Fra accept til afmagt og om igen. Jeg vil løse det her – men nej jeg vil ej. Jeg vil give ham en chance til – men nej jeg vil ej! Han har såret mig så dybt. Jeg vil aldrig kunne stole på ham igen. Det skal ikke løses det her. Det skal sluttes. afsluttes. Jeg kan ikke mere nu. For det her et et virkeligt helvede. Jeg har aldrig prøvet noget lignende – heldigvis! Jeg kan ikke tænke. Ikke spise. Ikke sove. Men jeg vil bare sove. Sove fra det hele.

Tiden læger alle sår, siger man. Mit sår er vidt åbent og det føles som om der hældes salt i det, i en lind strøm konstant. Mit sår heler aldrig. Hvordan kunne han gøre det mod mig? Jeg elsker ham jo og han elsker mig. Jeg var kun væk i en måned. En måned kunne han vel lige holde sig i skindet?

Jeg vil bare give slip nu. Jeg vil ikke kæmpe for det her. Jeg har kæmpet 1½ måned nu og jeg har tabt slaget. Min familie og venner forsøger at holde mig kunstigt i live. Give mig kunstigt åndedræt, men ingenting hjælper. Jeg bliver nødt til at give slip, så jeg ikke synker med ham til bunds. De er der alle sammen for mig. Men jeg sidder stadig med en følelse af at være blevet kasseret – valgt fra til fordel for noget bedre. Jeg føler mig alene og helt igennem ulykkelig. Hele tiden. Jeg har det som om at det er mig imod verden. Helt alene. Det er svært at erkende at det er slut. Men det bliver det nødt til at være. For min egen skyld. Mine kræfter er sluppet op for længst. De er druknet i dyb kærestesorg og litervis af tårer, der har passeret mine øjne og trillet ned af mine hævede kinder. Jeg er skrøbelig. Normalt er jeg stærk. Knækkes ikke af nogen eller noget. Jeg tager alt med opløftet pande, men denne gang er jeg slået ud på knock-out. Et slag jeg ikke var forberedt på.

Hvorfor? hvorfor? hvorfor? Jeg har millioner af spørgsmål, jeg gerne vil have svar på. Men L kan ikke give mig et svar. Når jeg spørger, får jeg det samme svar hver gang – “jeg ved det ikke”. Jeg må leve i uvisheden. Det må jeg acceptere. Lige nu har jeg massere der holder mig i hånden, klar til at støtte mig når jeg igen vil forsøge, på bedste bambi på galtis manér, at vakle op på benene igen. Når jeg skal til at tage de første spæde skridt videre. Men med tiden må jeg selv lære at gå derudaf. Der er pisse lang vej ud af det her. Alle siger, at jeg bliver glad igen. Jeg tror ikke på dem. Jeg vil ikke tro på dem. Jeg bliver aldrig lykkelig igen.

Jeg gør det forbi med L i aften, når han kommer hjem fra arbejde. Siger farvel. Jeg kommer til at savne ham på 100 forskellige måder og af 1000 forskellige grunde. Jeg kan ikke remse dem op nu. Så stærk er jeg ikke. For første gang i over 4 år, skal jeg nu stå på egne ben. Det bliver hårdt. AV FOR HELVEDE HVOR GØR DET ONDT DET HER!

Farvel L. Tak for 4 gode år. Jeg elsker dig, men vi skal ikke være sammen mere. Du har såret mig dybere end du aner og det skal du ikke have lov til. Farvel.