Tiden står ikke til at ændre. Jeg kan ikke ændre det der skete mellem
mig og L. Der kan aldrig ændres. Men måske skal det bare ikke ændres.
Jeg har accepteret at det er slut. Jeg er kommet videre. L og jeg er
bare venner nu og det fungerer rigtig godt. Alting gik ikke efter mit
hoved, men det kan alting heller ikke gøre. Mit hjerte blev knust og jeg
har brugt utrolig lang tid på at lappe det igen. Mine fremtidsplaner
gik i vasken en kold septemberdag. Jeg er ovre det. Jeg har været ovre
det længe. Jeg har givet slip på ham som kæreste og lukket ham ind i mit
liv som ven (igen). Jeg er lettet og helt cool med det. Det har jeg
været længe. Allerede i midten af oktober – en måneds tid efter vores
brud.
Jeg var på daværende tidspunkt helt sikker på, at der nu kun var et
forhold der skulle plejes. Nemlig forholdet til mig selv. Mit ego skulle
plejes og der skulle være helt fokus på mig selv. Jeg skulle være min
egen kæreste. Min egen kæreste og vi skulle fandme ha et godt forhold.
Jeg skulle til at nyde mit eget selskab og bare fjolle rundt og gøre
hvad jeg havde lyst til. Jeg begyndte at nyde mit eget selskab – jeg er
jo en mega hyggelig person at være sammen med. Da mit forhold og
nyforelskelse i mig selv var på mit højeste, bliver jeg slået i jorden.
Jeg møder M – eller Mummi som han kommer til at hedde her på bloggen.
Jeg har skrevet om ham før. Men dengang var jeg ikke sikker på, hvad det
var for noget. Det der er sket nu, er at der er trådt en ny fyr ind i
mit liv – hvor fanden kom han fra? Hvad fanden vil han her?
Jeg skulle jo være alene. Bare være mig selv. Jeg var endelig blevet
rigtig glad for mit eget selskab. Jeg har faktisk nok i mig selv. Men
der skulle også være plads til lidt sjov og hygge og begyndte derfor at
lukke Mummi ind i mit liv. Langsomt, men sikkert. Virkelig forsigtigt,
jeg skulle ikke såres igen. Først tænkte jeg, at han ville være
udemærket flirt. En jeg med tiden kunne udvikle nogle følelser for. Men
det gik hurtigere end forventet. Jeg forsøgte kontant at holde ham på
afstand – han måtte ikke komme for tæt på. Ikke noget med følelser. Nej
tak. Vi kan pjatte, grine, drikke klamme blueberry vodkashots. Vi kan
drille hinanden og snakke om os selv. Men så stopper den også der. Der
skulle ikke være følelser – jeg skulle ikke lukke ham ind i mit hjerte.
Men fuck, hvad er nu det? Er det en sommerfugl i maven? Nej det kan ikke
passe. Jeg hader mænd – de er alle sammen løgnagtige, dumme, grimme og
nogle idioter. De er dumme at høre på, man kan ikke stole på dem. Jeg
skal fandme ikke have nogen ny mand i mit liv. Men så kom Mummi og så er
det sgu lidt svært at holde ved det standpunkt. Han har slået benene
væk under mig. Jeg er faldet direkte på røven. Men det måtte jeg jo
ikke.
Sådan skulle det bare ikke gå. Vi snakkede mere og mere sammen. Skrev
sms frem og tilbage dagen lang. Følelserne voksede og voksede og jeg
kunne ikke stoppe dem. Jeg kan ikke stoppe dem. Det hele begyndte med en
date i Tivoli i november og har kørt siden da. Mummi er en del af mine
tanker hver dag – hele dagen. SKRID UD!
Set på den lyse side, så viser det mig, at min knuste hjerte med alle
plastrene på er helet og klar til at åbne sig igen. Det er gået
hurtigere ned forventet. Meget hurtigere. Jeg prøver at kæmpe imod den
omklamrende forelskelse, som stille og roligt optager min krop og hver
eneste vågne tanke. Mummi er alt det, jeg ikke er. Alt det L ikke var.
Han er.. perfekt. Jeg er bange. Fucking-pisse-lorte-røv bange for at
blive såret igen. Jeg skal give slip på min frygt og tvivl, men mine
hænder vil ikke slippe. Det sidder i mig, som alkohol dagen efter en
vild fest. Mine følelsers tømmermænd er stadig ikke gået helt over og
jeg er ikke klar til at feste igen. Men jeg vil så gerne feste. Mit
hjerte siger ja, mit hoved siger nej. Jeg er i vildrede.
Jeg skal forvandle det grummeste “farvel” til en inkluderende og
modtagende “hej”. Det er altså ikke lige til, når man som mig, har en
tendens til at investere alle mine følelser i alting. Jeg kan ikke være
lidt forelsket – jeg kan kun være 100% forelsket. Måske er Mummi the one
for mig. Det vil jeg ikke gå glip af. Men jeg vil heller ikke såres
igen. Det kan jeg ikke holde til. Jeg er stadig lavet af glas og fyldt
med grimme ar. Skal jeg vælge at leve med en risiko for at blive såret
igen eller skal jeg stikke halen mellem benene og stikke af? Skal jeg
satse eller trække mig? Du vinder ikke, hvis ikke du spiller. Sådan har
jeg altid sagt. Nu skal jeg så bare bevise at det virker. Lytte til mit
eget råd. Det er fandme et dårligt råd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar