Luk dit hjerte op - dit ensomme hjerte op..

Jeg kan godt lide at være alene. Jeg nyder at være alene, som jeg også har skrevet i et af mine tidligere indlæg. Jeg har på en eller anden måde mere frihed nu, end jeg nogensinde har haft. Jeg er lykkelig og overskudsagtig. Jeg får ikke længere klump i maven når jeg ser kærestepar kysse på gaden eller gå hånd i hånd. Min mave fyldes tilgengæld med sommerfugle – hvor kommer de fra? Jeg synes det er fedt at være alene, men jeg kan godt af og til savne at være to. At have en fyr der holder mig i hånden når vi går tur. Den fyr der nusser mig i håret når vi ser film. Den fyr der trækker mig ud af min lille verden, blot for at få et kys og derefter igen lade mig svæve væk i mit univers. Jeg savner lidt varme og kærlighed. En der holder om mig om natten. Jeg ved ikke om jeg er klar til det – Jeg tror det. For det kilder i min mave. Jeg har violiner i armene og skægpest på kinderne når jeg tænker på ham. Det er meget lang tid siden jeg har haft det sådan her før. Jeg er enormt skræmt og enormt glad på samme tid. Ingen tvivl om at jeg er bange – bange for at få mit skrøbelige hjerte knust igen. Det er kun lige helet. Jeg skal tude give slip på frygten. Give slip på mig selv og give mig hen. Det er lettere sagt end gjort skal jeg lige hilse og sige. Jeg skal kaste mig ud i noget uden sikkerhedsnet. Det har jeg normalt intet problem med, men jeg er blevet forsigtig på det sidste. Men det kan jeg vel ikke fortænkes i. Jeg har fået flået hjertet ud og sat det ind igen for få måneder siden. Selvfølgelig er jeg pisse bange. Men det nytter ikke noget. Når en lille fugleunge skal lære at flyve, skubber fuglemor ungen ud fra reden. I frit fald. Efter et par sekunders styrtdyk med jordens dræbende overflæde, spreder den sine vinger ud og flyver ligeså smukt mod himlen. Jeg skal springe før mine vinger folder sig ud. Jeg ved ikke om jeg er klar. Jeg må tænke mig lidt om..