Farvel.

Det er slut. Jeg har gjort det forbi med L.

Jeg skal nu sige farvel til de sidste 4 år af mit liv. Men hvordan? Hvordan kan jeg sige farvel til den person, som jeg elskede og stolede aller mest på? Lige nu virker det umuligt og jeg ved det faktisk ikke. Jeg bryder mig ikke om at blive forladt, og det føler jeg at jeg er blevet. Forladt. Da L valgte at lyve for mig, forlod han mig indirekte. Det, at han valgte at lyve for mig, var en måde at sige til mig, at han ikke ville være sammen med mig – sådan ser jeg det. Og jeg bryder mig ikke om at blive forladt. Jo tættere du er kommet på et menneske, jo større føles tabet, når du bliver forladt. og jeg er fandme kommet tæt på L i løbet af de sidste 4 år. Vi har boet sammen i 4 år. Gået op og ned af hinanden hver dag i 4 år. Trukket vejret sammen i 4 år. Elsket hinanden i 4 år.
Hvordan skal jeg komme over, at den jeg troede jeg skulle tilbringe resten af mit liv med og som lovede mig at passe på mig og aldrig såre mig, pludselig har smidt mig på gulvet, trampet på mig og efterladt blødende. Det er nu mit job at slikke sårene og komme på højkant igen. Men hvordan? Det er det jeg skal finde ud af.

Vælger man at tro på skæbnen, så er der en grund til at det her sker. Jeg kan bare ikke tænke over den grund. Det gør for ondt. “There is no good in goodbye” – bestemt intet godt! Jeg troede det skulle være os to for altid. Vi købte en lejlighed sammen og en hund. Alle vores møbler er fælles. Vores venner er fælles. Vi kan sgu’da ikke gå fra hinanden. Men det skal vi. Jeg kan ikke se ham i øjnene.

Jeg har efterhånden accepteret det der er sket.Jeg har accepteret at jeg bliver nødt til at give slip på ham. Give helt slip. Desværre har han greb om mit hjerte og jo mere jeg giver slip, jo mere føles det som om at han river mit hjerte med ud. Jeg kommer sikker aldrig til at acceptere det her fuldt ud. Nok mest fordi jeg ikke kan finde en ordentlig grund til, hvorfor han valgte at lyve. Der må have været noget i vores forhold, som ikke var som det skulle være. Noget helt forkert, siden han ikke følte at han kunne være ærlig overfor mig. Hvert minut i døgnet er en kamp for mig. Alting er en kamp. Men nu når jeg alligevel er igang med at kæmpe mig igennem dagen, så kan jeg ligeså godt begynde at kæmpe for at komme videre. Jeg kan stadig ikke få banket ind i mit hoved, at jeg ikke har en fremtid med ham længere. Jeg glemmer det hele tiden, at den epoke er slut.
Jeg har elsket ham helt ubegrænset i 4 år, og det gør jeg stadig. Det slutter ikke fra den ene dag til den anden. Desværre. Vi er blevet enige om at vente med at træffe en afgørelse i forhold til hvad der skal ske med lejligheden, til vi ligesom har fået det lidt på afstand. Ellers træffer vi forhastede beslutninger og der er alt for meget på spild til den slags.

L er omkring mig hele tiden. Det eneste tidspunkt jeg har fred for ham, er når han er i skole og jeg er til forelæsning. Vi går bare op og ned af hinanden uden at sige noget. Når den ene endelig bryder den rungende stilhed, bliver det kun til en 3-4 udveklsede, kort og komprimerede sætninger, sagt at stemmer der er hel hæse af ikke at sige noget. Jeg kan ikke længere græde. Ikke længere smile. Jeg er helt følelsesløs med en kæmpe klump i maven.