Intet hjælper..

Når man har det sådan her. Så er der ingenting der hjælper. Det hjælper ikke at græde, men det hjælper heller ikke at lade være. Det hjælper ikke at spise, men det hjælper heller ikke at lade være. Det hjælper ikke at sove, men heller ikke at lave være. Det hjælper ikke at være omgivet af folk, heller ikke at være alene. Det hjælper ikke at snakke om det, heller ikke at sidde alene med tankerne. Ingenting hjælper på det her. Jeg står i stampe. Bevæger mig ikke ud af flækken. Han er stadig i mine tanker 24-7. Jeg er nu taget ud til mine forældre. Jeg kunne ikke holde ud at se på L. Jeg skulle bare væk.Det føles som om jeg er syg, uden at være det. Jeg er ikke i bedring. Der er ingen fremskridt. Det er både en fysisk og psykisk smerte, der overskygger alt andet i verden.

Det eneste jeg med sikkerhed kan sige hjælper, er tiden. Den er det eneste der fortsætter derudaf, selvom jeg er gået i stå. Og det er trods alt det eneste lyspunkt, som jeg kan holde fast i lige nu. Tiden går og går. Tiden går hele tiden. Det bliver min redning. Tiden læger alle sår. Men hvor lang tid skal der gå?